Lidt om vore hunde. !
Igennem årene har vi haft mange hunde, de fleste af dem Golden Retrievere, men vi startede med en lille Shetland Sheepdog, som var en meget sød og vagtsom lille hund.
Kort tid derefter forærede vi vor søn John, der dengang var 12 år en dejlig Collie,( en såkaldt Lassie-hund) zobelfarvet med hvid "krave", som John gav navnet Ringo, en rigtig dejlig og køn hund som vandt en del præmier ved forskellige hundestævner. ( Se billeder nederst på siden )
Nogle år efter begyndte vi
at have hunde af racen Golden Retriever.
Vi har haft 9 af slagsen gennem de år vi har haft hunde, og vi havde altid 2 ad
gangen, dengang havde vi tid og plads til 2 hunde på en gang. På den måde
syntes vi hundene havde det bedre når de var to om at dele alt det hunde
nu deler. F.eks. kunne de trøste hinanden og hygge sig når vi ikke var hjemme.
Hunde har jo som bekendt ofte den ide, at de for alvor tror, at vi mennesker aldrig
vender tilbage når vi går fra dem.
Når man har to hunde på en gang, og selv når de er lige gamle, og måske fra
samme kuld, vil den ene hurtigt "gøre sig til" førerhund, og det
anfægter faktisk ikke den anden hund, som derved altid føler sig tryg i
"skyggen" af
førerhunden, som til gengæld tager ansvaret for, og opdrager den
anden.
Men sammen passer de på hus, hjem og menneskefamilie, og har det godt på den
måde. Iøvrigt bliver de ikke så ulykkelige som mange alenehunde kan blive
når, og hvis, man går fra dem, de har hinanden og ved at vi mennesker altid kommer hjem
igen. Sådan er det sikkert nok med alle hunderacer, men vi er nu særlig glade for
Retrievere, som i vore øjne er de dejligste, smukkeste og bedste hunde i verden
:o )
I skrivende stund har vi ingen hund, da vi var nødt til at aflive den dejligste
Retriever som da kun var 5 år. På det tidspunkt flyttede vi nemlig. Vi havde i
nogle
år haft et mindre landsted sammen med vores søn John og sønnesøn
Philip. De havde også en golden Retriever fra samme kuld som vores hund ( to dejlige
tæver ), og de to hunde var uadskillelige. Så da vi flyttede,
og ikke længere boede i samme hus, kunne vores hund slet ikke klare savnet af sin "søster" og
legekammerat, men løb hele tiden bort for at søge efter hende.
Det medførte
naturligvis at vor stakkels hund vantrivedes, og var ulykkelig, og slet ikke havde et godt
hundeliv. Så vi lod vor samvittighed overfor hunden råde, og i
samråd med dyrlægen og med sorg i hjertet, lod vi den aflive. Så loyal synes jeg man
bør være over for hunden, som hele sit liv har været
trofast overfor sine mennesker. En hund skal have et godt hundeliv, og skal ikke
lide for vores skyld, det er nu engang vor moral med hensyn til det at holde
hund.
Det føles meget tomt, og man er frygtelig
ulykkelig i lang tid efter at have mistet en hund, tro endelig ikke andet, men som tiden går
vænner man sig til savnet. Vi har jo så på den anden side også prøvet at være
uafhængige af hunde, forstået på den måde
at vi med større sindsro kan tage ud så længe vi vil,
uden at skulle spekulere på
at nå hjem til hundenes lufte-og madtid.
Dog tæller vi stadig på knapper, om
vi skal have en Retriever igen, det vil tiden vise.
