Historien om Signe MunkVest
Min legendariske, fantastisk dygtige og opofrende Tante , hvis historie fra Grønland jeg her vil berette en del af:

click here for English version

  Sygeplejerske i Grønland fra 1932 til 1955

Signe Munk Vest blev født  21.2.1909.  Hun døde i Danmark  22.1.1980.

 Signe Vest tog til Grønland i 1932. Hun  ledede sundhedsvæsenet i (Angmagssalik,) i dag Ammassalik- 
 distrikt fra 1932 til 1946, da der omsider kom en læge til stedet.
Inden da havde hun haft nogle meget travle og begivenhedsrige år i Ammassalik
Signe Vest fortsatte dog sit arbejde i distriktet til 1955 med undtagelse af et års vikariat i Scoresbysund.

I Ammassalik  i vinteren 1935-1936 forekom pludseligt en meget voldsom infektions-sygdom af ukendt årsag.
Den kendte danske maler  Gitz Johansen, der tilbragte året 1935 i Ammassalik, og selv oplevede epidemien, mente det var pest.
Sara Helms, der kom et halvt år senere kaldte det en art influenza.

I alle fald var den mystiske sygdom uhyggelig og katastrofal. Hele distriktet ,bortset fra den nordligste bygd Sermiligaq blev ramt.  I byen Ammassalik blev alle grønlændere syge.
Signe Vest besøgte dagligt alle husene uden tanke for sig selv, hun var end ikke   i seng i mange døgn. 
Hun  fortalte senere : " I  3 uger sov jeg med tøjet på parat til at rykke ud - det var en hård tid".

Gitz-Johansen skrev (citat:): "I den lille boplads Igdlomiut ved siden af kolonien var også alle beboerne syge.
Signe Vest kom dertil dagligt,  og uden at frygte smittefaren gik hun ind i hytterne, kravlede op i briksene for at lytte til de syges bryst og give lindrende medicin. Det hun oplevede der, var ingenlunde æstetisk, for de syges opspyt hang som istapper på briksekanterne, men hun ænsede ikke dette. Det skal siges her:
Sjældent har jeg set et så opofrende og uselvisk arbejde, som det, Signe Vest udførte i døde-vinteren, ingen læge kunne have gjort det bedre.(citat slut).
 Det var Signe Vest´s opfattelse at  de mange dødsfald og de mange sygdomsramte beboere, skyldtes,  grønlændernes ringe modstandskraft over for civilisationens sygdomme. 

Heldigvis blev Signe ikke selv syg, til trods for, at hun tit var træt og "skrantede lidt".,som hun selv sagde.
Sygdommen rasede i 2 måneder, og da var 10% af distriktets befolkning døde.

Siden gik meget af Signes  tid og arbejdskraft med at tage sig af de 123 forældreløse børn, som epidemien havde revet forældrene fra.

Under en orlov i 1938-39, - iøvrigt den eneste orlov hun havde i 13 år- søgte Signe Vest at udvide sin faglige viden, dels ved  ophold på forskellige sygehuse i Lapmarken, dels ved at studere tuberkelbacil-mikroskopi.

 Herefter følte hun det som sin hovedopgave at opspore tuberkulosepatienterne så tidligt som muligt og  få dem isolerede  på en tuberkulose- afdeling, hun havde fået oprettet i et hus, der oprindeligt var tænkt som alderdomshjem
Hun søgte at skaffe den bedst mulige behandling af patienterne ved at sørge for at de fik god kost, frisk luft,  kærlig pleje og hvile - anden behandling var ikke mulig dengang.

Patienter med sværere  kirurgiske tilfælde blev om sommeren sejlet til Julianehåb Sygehus med henblik på operation.
Det skete også, at derværende læge Laurent Christensen blev sejlet til Ammassalik, hvor han og Signe Vest sammen foretog de nødvendige operationer.

Oftest måtte Signe dog selv tage stilling til problemerne. Signe Vest interesserede sig også for kirurgi.
Sara Helms, der var i Ammassalik allerede før hun selv blev læge, fortæller fra dengang,(citat):
"Jeg husker, at Signes bedste arbejdsmand, karlen på sygehuset,  blev alvorligt syg med en byld på den ene lunge. Signe fandt ud af, (uden røntgen) hvor bylden sad. Da patienten stadig blev dårligere, bestemte Signe sig for at lægge et dræn ind; men der eksisterede ikke nogen form for midler til hverken lokal eller universel bedøvelse på sygehuse i Gønland dengang.Signe forklarede så patienten, hvad hun ville gøre, og at det ville komme til at gøre ondt, og jeg fik til opgave at holde patienten i ro under indgrebet. Det klarede han selv ved at tage min ene hånd og bede mig om, med min anden hånd at tage et ordentligt tag i hans hår og trække godt til, når jeg så, det gjorde ondt - og mens Signe skar og fik drænet anbragt , tog jeg et ordentlig tag i håret på ham, og han klemte min hånd, så den var øm i flere dage. Men drænet fungerede fint og patienten kom sig  (citat slut) 

Inden Signe Vest rejste hjem til Danmark, adopterede hun en lille grønlandsk dreng som kom til at hedde
Ole Vest,
Hun tog ham med sig til Danmark hvor han fik en enestående opvækst som netop kun hun kunne give ham.

Mange vil måske mene, at Signe Vest levede i en fjern fortid. I hvert fald er den fjern, hvis man kun kender Nuuk og nærmeste omegn, hvor der er så mange læger som aldrig før.
Hvis man derimod bor i en grønlandsk bygd eller i et yderdistrikt, er hendes  tid slet ikke nær så fjern.

Signe Vest vil blive husket, agtet og æret i lang tid fremover af alle som kendte hende og hendes gerninger i et land så fjernt fra Danmark, -og dog dansk, -respekteret som hun var af både grønlændere og danskere.

Du Hører :
Den Grønlandske National hymne
"KALAALLIT NUNAAT"
(midi filen arrangeret af Egon B. Lauridsen

******************************************************************************************************************************

Ammassaliks  Byvåben

Litteratur

1.Gitz-Johansen. Skitzebogsblade fra Angmagssalik. København: Levin & Munksgaard, 1938.

3.Sara Helms. Signe Vest. Tasiilaq. Angmagssalik. Uummannaq: Nordisk Landes Bogforlag, 1984.

*************************************************************************************************************************

Tilbage til toppen